Guide · Hverdags-AI
De fleste dårlige svar er dårlige prompts. Tre linjer mere, hvem det er til, hvordan svaret skal se ud, og hvordan det skal lyde, fjerner det meste af gætteriet.
En sprogmodel efterlader aldrig et hul tomt. Siger du ikke hvem svaret er til, hvor langt det skal være, eller hvordan det skal lyde, så vælger den bare selv, og gætter tit forkert. De tre greb nedenfor er de huller den oftest fylder ud på egen hånd.
Hvem er det til, hvad handler det om, og hvilke rammer gælder.
Hvor langt, i hvilken form, og med hvilken struktur.
Hvem der skal læse det, og hvordan det skal lyde.
De tre greb nedenfor er dem, den oftest fylder ud på egen hånd, når du ikke gør det selv.
Hvem er det til, hvad handler det om, og hvilke rammer gælder. Uden det udfylder modellen selv, og rammer sjældent din situation.
"Skriv en mail om at vi udskyder mødet."
"Skriv en kort mail til vores kunde Nordkamera om at torsdagens statusmøde må rykkes til næste uge pga. sygdom. Professionel, men uformel tone. Foreslå to nye tidspunkter."
Anthropic skriver selv i sin egen prompt-guide, at det hjælper at forklare hvorfor noget skal gøres på en bestemt måde, ikke kun hvad. Modellen er god nok til at generalisere ud fra begrundelsen og ramme din konkrete situation i stedet for en generisk (Anthropic, u.å.). OpenAI giver samme råd i sin egen guide: vær specifik og beskrivende om den kontekst, det ønskede resultat, længden, formatet og stilen (OpenAI, u.å.).
Modtager, emne og rammer er det modellen ikke kan se. Giver du dem, skriver den til din situation i stedet for en generisk.
Længde, form og struktur. Skal det være fem punkter eller tre afsnit? Én linje eller en hel side? Siger du det ikke, får du modellens standardformat, ikke dit.
"Giv mig idéer til nyhedsbrevet."
"Giv mig 5 idéer til nyhedsbrevet som punktopstilling. Én linje pr. idé: fængende overskrift + max 15 ord der forklarer vinklen."
Anthropic anbefaler i samme guide at sige hvad svaret skal være i stedet for kun hvad det ikke må være: bed om løbende prosa i stedet for at forbyde punktopstilling, for eksempel. Jo tættere din egen prompt ligger på det format du vil have tilbage, jo nemmere rammer modellen det (Anthropic, u.å.). Google giver samme anbefaling i sin officielle Gemini-dokumentation: giv modellen instruktioner, der specificerer formatet på svaret, og brug gerne eksempler til at vise den ønskede form (Google AI for Developers, u.å.).
Det samme indhold i det rigtige format er klar til brug. I det forkerte skal du rydde op bagefter, og så gjorde prompten ikke arbejdet.
Hvem er modtageren, og hvordan skal det lyde. Samme indhold skrives helt forskelligt til en kollega, en kunde eller en nyhedsbrevlæser. Modtager og register afgør sproget.
"Forklar hvad en AI-agent er."
"Forklar hvad en AI-agent er til en kollega uden teknisk baggrund. Hverdagssprog, ét konkret eksempel, max 150 ord, ingen buzzwords."
Anthropic bruger selv næsten det samme billede i sin egen dokumentation: tænk på modellen som en skarp, men helt ny medarbejder, der endnu ikke kender jeres normer, og som derfor har brug for at få rollen og tonen sagt højt. Selv én sætning i den retning ændrer svaret mærkbart (Anthropic, u.å.).
Sig hvem der læser, og hvordan det skal lyde. Så rammer den tonen i første forsøg i stedet for at ramme ved siden af.
Kontekst, format og tone er ikke tre separate tricks. De sidder i samme prompt. Her er det samme spørgsmål før og efter, med alle tre greb lagt ind.
"Skriv et opslag om vores nye kursus."
"Skriv et LinkedIn-opslag om vores nye AI-kursus for små virksomheder (kontekst). Max 120 ord i tre korte afsnit med en klar opfordring til sidst (format). Konkret og jordnær tone, ingen buzzwords, til travle ejerledere der ikke er teknikere (tone)."
Sig hvad den skal vide (kontekst), hvordan svaret skal se ud (format) og hvordan det skal lyde (tone). Tre linjer = ingen gætterier. Kort: K-F-T.
Prompt-coachen skriver ikke svaret for dig. Den coacher selve prompten, så du selv mærker forskellen kontekst, format og tone gør.
Øv de tre greb i prompt-coachen →Kontekst: sig hvem, hvad og hvilke rammer.
Format: sig hvor langt og i hvilken form.
Tone: sig hvem der læser, og hvordan det skal lyde.